Ny musikskoleleder

d. 4. oktober 2011

Det bliver den 44-årige Asbjørn Keiding, som fra den 1. november skal stå i spidsen for Køge Musikskole.

 

Køge Kommune har ansat Asbjørn Keiding som ny leder af musikskolen. Han kommer fra en stilling som leder af Gladsaxe Musik- og Billedskole. I Køge vil han have det overordnede ansvar for både Køge og Stevns' musikskoler, for MGK'en og for Køge Teaterskole.

 

- Det er en rigtig spændende udfordring, ikke mindst fordi Køge Musikskole har så højt et niveau og er et stort navn blandt de danske musikskoler. Senest er musikskolen blevet MGK-center for Sjælland, og der vil være et vigtigt arbejde med at sikre den fortsatte, gode udvikling, siger Asbjørn Keiding.

 

Asbjørn Keiding er uddannet pianist og musiklærer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og har der ud over diverse lederuddannelser. Senest har han taget en masteruddannelse i oplevelsesledelse.

 

Fremtidige udfordringer

Også Marianne Wessmann, formand for Køge Musikskoles bestyrelse, er tilfreds med ansættelsen:

 

- Jeg byder Asbjørn velkommen. Vi glæder os meget til det kommende samarbejde med Asbjørn, som har en solid erfaring på området og et godt netværk. Dette sikrer, at Køge Musikskole kan fortsætte som en af landets bedste med høj kvalitet og faglighed. Desuden har Asbjørn en spændende profil, som også vil kunne bringe nogle nye perspektiver ind i musikskolens arbejde. Også denne kvalitet hos Asbjørn, gør os i stand til at fastholde Musikskolen som Køges kulturelle fyrtårn, hvor vi hele tiden har fokus på at udvikle vores produkter og tilbud, siger bestyrelsesformanden.

 

Tiden må vise, om der også ligger en udfordring med at udvikle helt nye rammer og faciliteter for musikskolen i forbindelse med et nyt kulturhus. I første omgang har Køge Kommune set på mulighederne i den nyligt offentliggjorte kulturhusundersøgelse.

 

- Vi er på et meget tidligt stadie i den udvikling, og vi kan slet ikke sige, hvor den ender. Men det er et udtryk for, at vi prioriterer musikskolen meget højt og også i fremtiden vil sikre, at vi har et tilbud på et meget højt niveau. Vi har fundet den helt rigtige mand til posten, uanset om det bliver i nye eller gamle rammer, siger Erik Swiatek, kulturudvalgsformand i Køge.

 

Asbjørn Keiding afløser den mangeårige leder Otto Laust Hansen, som dog fortsætter som leder af MGK Center Sjælland i de næste to år.  


« tilbage